Hvis du skal have nyt kørekort, skal du bestille tid i Borgerservice
Bestil tid i BorgerserviceNyt kørekort
Hvis du skal have nyt kørekort, skal du bestille tid i Borgerservice. Her kan du bestille tid.
Du skal bestille tid i Borgerservice, hvis:
- dit kørekort skal fornyes (tidligst 3 måneder før udløbsdato)
- du har mistet dit kørekort
- dit kørekort er meget slidt
- du har skiftet navn (og skal køre i udlandet)
- du ønsker et nyt kørekort af kreditkorttypen
- du skal have ombyttet dit udenlandske kørekort til et dansk
- du skal have internationalt kørekort (kan kun laves i Borgerservice på Roskilde Bibliotek)
- Knallertkørekort: midlertidigt kørekort fra din 15 års fødselsdag, til kørekortet er produceret
Foto
Du kan få taget et foto til dit kørekort i Borgerservice, det koster 139 kr. (2024). Du kan også selv medbringe et pasfoto til kørekortet. Læs mere om reglerne for billede til kørekort her.
Priser for nyt kørekort
Du kan se priserne for kørekort på færdselsstyrelsens hjemmeside
Bemærk, at du kun kan betale med Dankort og ikke kontanter i Borgerservice i Jyllinge og Viby.
Afhentning
Har du bestilt kørekort til afhentning, skal du hente det i Borgerservice på Roskilde Bibliotek, hvor du kan hente det i tidsrummet mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-19 eller fredag-lørdag kl. 10-14.
Spørgsmål og svar
Fra 1. juli 2017 er der kommet nye kørekortregler:
Hvis du tidligere har haft en sygesag i forbindelse med fornyelse af dit kørekort, skal du stadig medbringe en lægeattest.
Til gruppe 1 (knallert, motorcykel, bil og bil med trailer) kan der fornyes for højst 15 år ad gangen, dog ikke hvis Færdselsstyrelsen træffer afgørelse om tidsbegrænsning på grund af sygdom.
Ved gruppe 2 (lastbil, bus, lastbil med trailer, bus med trailer og erhverv til bus, kategori D) skal der stadig medbringes lægeattest, og kan fornyes for højst 5 år ad gangen.
Hvis du skal du have fornyet dit kørekort pga. slitage, navneændring eller fordi du ønsker et kørekort af kreditkorttypen, skal du medbringe:
- Evt. pasfoto eller få taget et pasfoto i Borgerservice. Det koster 139 kr. (2024). Her kan du læse mere om reglerne for billede til kørekort
- dit nuværende kørekort, som skal afleveres i Borgerservice
Skal jeg medbringe lægeattest, hvis mit kørekort et udløbet?
Du skal som udgangspunkt ikke vedlægge lægeattest, når du skal forny kørekort til kategorierne AM, A1, A2, A, B og B/E, samt T/M:
- AM (lille og stor knallert)
- A1, A2 og A (lille, mellemstor og stor motorcykel)
- B og B/E (almindelig bil og bil med stort påhængskøretøj)
- T/M kørekort til traktor/motorredskab
Hvis dit kørekort tidligere har været udstedt med en tidsbegrænsning af helbredsmæssige årsager, skal du medbringe en lægeattest når du skal forny dit kørekort.
Du skal altid vedlægge en lægeattest, hvis du skal forny et kørekort i kategorierne C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E, samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring:
- C1 og C (lille og stor lastbil)
- C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj)
- D1 og D (lille og stor bus)
- kørekort til erhvervsmæssig personbefordring.
Fra den 19. januar 2013 udstedes kørekort til stor knallert, motorcykel, bil, trailer til bil og traktor/motorredskab med en gyldighedsperiode på 15 år. Et kørekorts gyldighed fastsættes herefter på grundlag af datoen for udstedelse.
Kørekort til lastbil, bus og erhvervsmæssig personbefordring udstedes med en gyldighedstid på højst 5 år.
Fornyelse af kørekort for ansøgere til gruppe 1
Personer, der fornyer kørekort til gruppe 1 kategorierne (stor knallert, almindelig bil, motorcykel mv.) i forbindelse med udløb af gyldighedstiden, kan få udstedt kørekort med en gyldighedsperiode på 15 år, uden at indlevere lægeattest. Dog skal personer, der tidligere har fået fastsat en kortere gyldighedstid, forsat indlevere en lægeattest ved ansøgning om fornyelse af kørekort.
For dig, der har kørekort til almindelig bil, der er gyldigt indtil du fylder 70 år, betyder ændringen, at du skal ansøge om fornyelse af dit kørekort i forbindelse med udløbet af gyldighedstiden og udgangspunktet er, at ansøgningen ikke skal vedlægges lægeattest.
Kørekortet kan dog i alle tilfælde udstedes med en kortere gyldighedstid, fx hvis dine helbredsoplysninger taler for det, eller hvis der er begrundet tvivl om, at du er ædruelig eller uafhængig af andre bevidsthedspåvirkende stoffer.
Fornyelse af kørekort for ansøgere til gruppe 2
Fornyelse af kørekort til gruppe 2 kategorierne (lille lastbil, stor lastbil, lille bus, stor bus mv.) kræver altid en lægeattest og fornyes for 5 år ad gangen frem til det fyldte 70. år.
Hvis du på udstedelsestidspunktet er fyldt 70 år eller derover, udstedes kørekortet med følgende gyldighedstid:
1) Hvis du er fyldt 70 år, men ikke 71 år: 4år
2) Hvis du er fyldt 71 år, men ikke 72 år: 3år
3) Hvis du er fyldt 72 år, men ikke 80 år: 2år
4) Hvis du er fyldt 80 år: 1år
Kørekortet kan i alle tilfælde udstedes med en kortere gyldighedsperiode end de ovenfor nævnte, fx hvis dine helbredsoplysninger taler for det, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvor vidt du er ædruelig eller afhængig af andre bevidsthedspåvirkende stoffer.
Hvis kørekortet er udløbet for mere end 3 år siden
Hvis der er gået 3 år eller mere siden, at dit kørekort udløb, skal du aflægge en kontrollerende køreprøve (en teoriprøve og en praktisk prøve), inden du kan få udstedet nyt kørekort.
Hvis du har brug for et foreløbigt kørekort
Hvis du skal have fornyet dit kørekort, og du ønsker mulighed for at køre uden for Norden, inden du modtager dit nye kørekort, kan du ansøge kommunen om en foreløbig fornyelse af dit kørekort.
En foreløbig fornyelse af et kørekort er en udstedelse af kørekort med en begrænset gyldighedsperiode på 3 måneder.
Ansøgning om foreløbig fornyelse indgives i forbindelse med ansøgning om fornyelse, og du skal huske at medbringe et ekstra fotografi.
Hvis dit kørekort er blevet væk, skal du henvende dig i Borgerservice for at ansøge om et nyt. Husk at bestille tid. Du skal medbringe:
- Gyldigt pas. Hvis du ikke har et gyldigt pas, skal du medbringe din originale dåbsattest, navneattest eller fødselsattest
- Evt. pasfoto eller få taget et pasfoto i Borgerservice. Det koster 139 kr. (2024). Her kan du læse mere om reglerne for billede til kørekort.
På Roskilde Bibliotek, Dr. Margrethes Vej 14, kan du få lavet internationalt kørekort. Husk at bestille tid.
Det internationale kørekort udleveres på stedet og er gyldigt 1 år fra udstedelsesdatoen.
Du skal medbringe:
- Evt. pasfoto eller få taget et pasfoto i Borgerservice. Det koster 139 kr. (2024)
- Dit fysiske kørekort
Læs mere på Borger.dk om det internationale kørekort.
Du kan læse mere om fornyelse af kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside
Nyt kørekort | 360 kr. (2024) |
|---|---|
Internationalt kørekort | 30 kr. (2024) |
Foto | 139 kr. (2024) |
Kørekort-app
Dette indhold kommer fra Borger.dkFor at kunne oprette dig i kørekort-appen skal du have 4 ting klar:
- MitID
- gyldigt dansk kørekort
- gyldigt pas eller ID-kort
- smartphone.
Du kan downloade kørekort-appen fra App Store eller Google Play, hvorefter du kan starte oprettelsen i appen. Undervejs skal du scanne dit pas eller ID-kort med din telefon. Følg instruktionerne i appen. Første gang du opretter dig i appen, skal dine kørekortoplysninger indhentes fra kørekortregisteret. Dette kan tage op til 12 timer. Herefter er din kørekort-app klar til brug.
Du finder kørekort-appen i App Store og Google Play:
Tekniske krav til din iPhone eller Android-telefon
Kørekort-appen stiller visse tekniske krav til din telefon. Før du downloader appen, er det vigtigt at sikre, at din telefon opfylder følgende krav:
- iPhone: iOS version 15 eller nyere, svarende til iPhone 7 eller nyere
- Android: Android 10 eller nyere med NFC-funktionalitet til at scanne pas eller ID-kort.
Kørekort-appen er nem at bruge, men der er nogle vigtige ting, du skal være opmærksom på. Nedenfor finder du information om, hvordan du kan bruge appen.
Du kan fremvise din kørekort-app til politiet i Danmark
Kørekort-appen er et supplement til dit fysiske kørekort og kan bruges som gyldigt kørekort i Danmark. Du kan derfor benytte den til at bevise din førerret over for politiet, når du kører i Danmark. Når du rejser til udlandet, skal du fortsat huske dit fysiske kørekort.
Hvis politiet beder dig om at vise dit kørekort, skal du med kørekort-appen vise en QR-kode til politiet, som de scanner for at tjekke din kørekort-app.
Det er dit ansvar at kunne fremvise dit kørekort i appen til politiet. Er din mobiltelefon løbet tør for strøm, eller har den en ødelagt skærm, kan du få en bøde for ikke at have medbragt dit kørekort under kørslen.
Du kan bruge kørekort-appen som ID-bevis
Du kan vise dit digitale kørekort på telefonen, de steder, hvor du ellers plejer at bruge dit fysiske kørekort. Hvis du bruger kørekort-appen som ID-bevis, fx til at købe alkohol eller hente en pakke, kan medarbejderen eventuelt bede om at scanne QR-koden til ID-bevis i din kørekort-app. På den måde kan du bevise, at din app er ægte, og at du er indehaveren af ID-beviset.
Kørekort-appen som ID i borgerservice: Tjek kommunens hjemmeside
Hvis borgerservice i kommunen har det nødvendige tekniske udstyr til at scanne din kørekort-app, kan du anvende den som ID til fx udstedelse af pas eller MitID. Tjek gerne kommunens hjemmeside for en sikkerheds skyld. Det kan være en god idé at tage dit fysiske kørekort, eller anden billedlegitimation, med.
Når du får en ny telefon, skal du oprette dig i kørekort-appen igen. Dette gælder også, hvis du opsætter din nye telefon ved brug af en sikkerhedskopi af din gamle telefon. Kørekort-appen kan kun anvendes på én mobiltelefon ad gangen. Når du har oprettet dit kørekort på en ny telefon, bliver kørekort-appen derfor automatisk nulstillet på din gamle telefon.
Ændringer i dit kørekort opdateres ikke automatisk i appen – opret dig igen
Hvis du får et nyt kørekort eller fornyer dit kørekort, skal du huske at oprette dig i kørekort-appen igen. Din kørekort-app vil ikke automatisk blive opdateret med dit nyeste kørekort. Kort tid efter at du har modtaget dit nye fysiske kørekort, kan du oprette dig i kørekort-appen på ny.
Når du opretter dig i kørekort-appen, skal du bruge dit pas eller ID-kort, for at dit foto kan komme ind i appen. Dit pas eller ID-kort indeholder en chip, hvor dit foto ligger, og når du scanner passet med appen, hentes fotoet ind i din kørekort-app.
Fotoet fra dit fysiske kørekort er ikke gemt nogen steder, efter at dit fysiske kørekort blev trykt. Foto fra dit pas eller ID-kort kan bruges i appen i stedet, fordi det overholder samme krav, som gælder for dit kørekortfoto.
Kørekort-appen omfatter kun det almindelige lyserøde kørekort og de kategorier, som findes på dette. Det betyder, at forskellige chaufførbeviser, som fx det gule taxakørekort og andre erhvervsbeviser, fortsat skal medbringes fysisk under kørslen.
Du kan nulstille din kørekort-app, hvis du af forskellige årsager ikke længere ønsker, at den skal være aktiv på din telefon. Når du nulstiller appen, fjerner du dig selv som bruger. Dette er særligt vigtigt i visse situationer.
Du kan nulstille din kørekort-app, hvis du fx:
- mister din mobiltelefon
- låner din mobiltelefon til en anden
- ikke har lyst til at være oprettet i kørekort-appen mere.
Du nulstiller appen ved at bruge selvbetjeningen "Administrer din kørekort-app", som du finder ved at klikke på ”Start” og logge ind med MitID.
Du kan også foretage nulstilling direkte i kørekort-appens menu.
Når du bruger kørekort-appen, behandles forskellige personoplysninger om dig:
- Dine kørekortoplysninger, som hentes fra kørekortregisteret.
- Dit navn, CPR-nummer mv., som hentes fra dit MitID.
- Dit foto, som hentes fra dit pas eller ID-kort.
Du kan læse, hvordan kørekort-appen håndterer dine personoplysninger, og hvilke rettigheder du har på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside:
Du kan også hente en oversigt over de persondata, Digitaliseringsstyrelsen opbevarer om dig i løsningen, ved at trykke på Start og logge ind med MitID.
Kørekort-appen har ikke adgang til information om, hvor du færdes med appen, eller hvordan du bruger den. Digitaliseringsstyrelsen har adgang til app-oplysninger fra App Store og Google Play om, hvor mange der har downloadet og installeret samt afinstalleret appen, og hvilke typer enheder der er anvendt.
Dit kørekort skal være gyldigt i Færdselsstyrelsens kørekortregister, for at du kan bruge kørekort-appen. I visse tilfælde kan dit kørekort fremstå som ugyldigt i Færdselsstyrelsens kørekortregister. Dette vil betyde, at kørekortet også bliver ugyldigt i din kørekort-app eller slet ikke kan oprettes.
Hvis du oplever problemer med at hente dine kørekortdata i appen, eller at kørekortet fremstår som ugyldigt i appen, kan der være flere årsager til dette:
- Dit kørekort er udløbet
- Dit kørekort er meldt mistet
- Dit kørekort er midlertidigt
- Dit kørekort er frakendt eller af andre grunde ikke længere tilgængeligt.
Kontakt Færdselsstyrelsens support
Hvis du mener, at der er sket en fejl, bedes du kontakte Færdselsstyrelsen.
Færdselsstyrelsen vil hjælpe dig så godt som muligt og undersøge, om der skulle være en fejl i kørekortregisteret. Hvis der er en fejl, har Færdselsstyrelsen mulighed for at rette i registeret. Der kan gå op til 30 dage fra opdateringen af oplysninger i kørekortregisteret til, at du vil kunne oprette dig i kørekort-appen.
Du kan kontakte Færdselsstyrelsens support på:
- Telefon: 72 21 88 99
Hvis dit kørekort pludselig forsvinder fra kørekort-appen på din iPhone, kan du følge denne vejledning for at løse problemet. I de fleste kan problemet løses ved at genstarte appen.
Hvis du oplever, at dit kørekort er forsvundet, når du åbner kørekort-appen på din iPhone, skal du:
- lukke din app helt ned (et såkaldt "force-quit").
- åbne din kørekort-app igen.
Et "force-quit" laves på forskellige måder alt efter din iPhone-model. Nogle modeller har en "Hjem"-knap, mens andre ikke har.
Sådan laver du et force-quit på iPhone med en "Hjem"-knap:
- Dobbeltklik på "Hjem"-knappen, så der kommer en liste over dine senest benyttede apps frem.
- Find kørekort-appen ved at bladre igennem listen.
- Stryg fingeren opad på skærmen for at lukke kørekort-appen ned.
Sådan laver du et force-quit på iPhone uden en "Hjem"-knap
- Stryg fingeren opad fra startskærmen.
- Hold fingeren i toppen af skærmen, så der kommer en liste over dine senest benyttede apps frem.
- Find kørekort-appen ved at bladre igennem listen.
- Stryg fingeren opad på skærmen for at lukke kørekort-appen ned.
Stadig fejl – opdatér appen
Hvis force-quit ikke løser problemet, kan du prøve at opdatere din kørekort-app til den nyeste version ved at gå til App Store og søge på "Kørekort-app". Vælg “Opdater”.
Har du fortsat problemer, kan du kontakte kørekort-appens support.
Kørekort-appen er reguleret af kørekortbekendtgørelsen.
Bestil tid i Borgerservice (1)
Kontakt Borgerservice, Roskilde Bibliotek
4000 Roskilde
Telefon
Mandag - fredag | 9 - 14 |
I Borgerservice skal du altid bestille tid før du møder op.