Nerve Smart Systems - Verdensnyhed i Roskilde

Nyhed

21.12.21

Portræt af en DI-virksomhed

- Da jeg var lille, var mit store ønske at blive pilot eller opfinder.....

Nu er Jesper Boie Rasmussen optændt af visionen om at lave den bedste og grønneste teknologi på markedet til opladning af elbiler som direktør i Roskildevirksomheden Nerve Smart Systems.

- Som uddannet fysiker i elektrooptik fra Københavns Universitet, en kærlighed for biler og COP 15 med fokus på CO2 nedbringelse blev jeg optændt af ideen med at optimere mulighederne for at kunne lagre energi til opladning af elbiler. Resultatet blev, at jeg opfandt og tog patent på en teknologi til at styre battericeller – Nerve Switch, fortæller Jesper Boie Rasmussen.

Endelig i mål
- Virksomheden Nerve Smart Systems var kun en måned gammelt i efteråret 2016, da jeg kom med min opfindelse under armen og blev medejer sammen med Ross Jackson – en inspirerende herre som trods sine i dag 83 år er en ivrig og visionær iværksætter. - Her i efteråret 21 kunne vi alle så endelig høste frugten af flere års hårdt arbejde og byde transportminister Benny Engelbrecht velkommen ved en reception, som markerede den endelige certificering af vores batterisystemer, fortæller Jesper Boie Rasmussen, som også er stolt af, at virksomheden fik Danske Banks Roskilde Erhvervspris i august 21.   - Begge dele er med til at blåstemple det vi er, og det vi gør.

Verdensnyheden
TOPChargE systemet er intet mindre end verdens første – og et af verdens hurtigste – elbiloplader-systemer baseret på Nerve Switch batteriteknologi, som ikke kræver fordyrende effektelektronik og er verdens første system, der er baseret på et batteri med variabel topologi.

Når flere og flere vælger en elbil, skal udfordringerne med ladekapacitet, ladetid og opstilling af landsdækkende ladestandere løses.

De ladestandere, der findes i dag, er tilkoblet elnettet, hvor man henter strømmen direkte fra net til bil. På sigt kan det medføre problemer med udfald, når der kommer mange elbiler, som alle skal hurtigoplades på én gang. Samtidig er det svært at sikre, at den strøm, bilerne oplades med, kommer fra vedvarende energikilder.

Med TOPChargE projektet vil ladestanderne i stedet få strøm fra stationære batterier, som er placeret sammen med standerne. Disse batterier vil være tilknyttet elnettet og kan programmeres til at lade op, når strømmen er tilgængelig, billig og grøn.

Ekstra investor
- Med vores certificering af det første system til elbilladning har vi kun ’happy trouble’ tilbage – som markedsføring og salg, fortæller Jesper Boie Rasmussen og fortsætter - vi søger derfor en ekstra investor til opskalering af produktion og opgradering af salget. Med den udvikling, hvor der snart er energitilførsel via batteri i alt - både fly, biler, både og boliger, vi er overbeviste om, at vores potentiale er kæmpe stort.

Infrastrukturen i top
Nerve Smart Systems holder til på Langebjergvænget 19A i Roskilde og har 22 ansatte. – Vi er meget tilfredse med at ligge i Roskilde – både hvad infrastrukturen angår, og fordi vi kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra hele Sjælland. Her i Roskilde kan man også købe en bolig, der er til at betale, siger Jesper Boie Rasmussen og fortæller, at virksomheden går op i trivsel, god mad og sikkerhed på arbejdspladsen.

Jeg kom i mål
- Mit barndomsønske gik i opfyldelse – jeg blev opfinder! Det har været og er en fantastisk rejse – jeg arbejder med noget, jeg brænder inderligt for – nemlig at gøre det grønne valg til det nemme valg, og det er vores mål at lave den bedste og grønne teknologi på markedet, siger Jesper Boie Rasmussen og tilføjer med et smil – og jeg kan se mine døtre i øjnene!

TOPChargE konsortiet består bl.a. af DTU, PowerLab, Nerve Smart Systems, OK A.M.B.A og Fremsyn

Du kan læse meget mere om DI-virksomheden Nerve Smart Systems på: https://nervesmartsystems.com

På billedet ses:
Borgmester Tomas Breddam
Transportminister Benny Engelbrecht 
CEO Jesper Boie Rasmussen