Kan man synge sig til mental trivsel og social revalidering?

Nyhed

06.04.21

Projektet LYD PÅ vil forbedre livet for udsatte borgere gennem sang. Det skal nemlig være med til at styrke den mentale trivsel og skabe nye fælleskaber. Til at starte med får borgere og institutioner i Roskilde lov til at være prøvekaniner.

Kan man synge sig til bedre mental trivsel og større social tilknytning? Det mener folkene bag projektet LYD PÅ. Med sang som omdrejningspunkt i primært åbne sangfællesskaber vil projektet undersøge, om sang kan være med til at fremme en revaliderende indsats for socialt udsatte borgere.

– Vi vil gerne bringe sang ind i den helende proces i forhold til borgere, der er i berøring med den kommunale socialpsykiatri. Det er to områder, som ikke krydser veje så tit, og det vil vi gerne undersøge effekten af, fortæller Jacob Heide, der er administrativ leder af Roskilde Synger, som står bag projektet.

LYD PÅ henvender sig til hele spektret af socialt udsatte borgere. Derudover er Roskilde-borgere med fysisk handicap også en del af projektet. Der er derfor både lavet et samarbejde med Center for Socialpsykiatri og Center for Handicap, samt bo- og væresteder og revaliderende indsatser i Roskilde

– Vi tror på, at musik og sang kan gøre en forskel for udsatte borgere. Målet er ikke nødvendigvis at få arbejdsløse i fuld beskæftigelse, men at deltagerne får noget livskvalitet og oplever, at de faktisk har indflydelse på deres eget liv, siger socialchef Christine Vendel Jensen fra Roskilde kommune.

På sigt kan erfaringerne fra projektet resultere i en uddannelse af LYD PÅ-guider, som kan udbydes nationalt.