Mange spekulerer over, om det vil påvirke de offentlige ydelser, de modtager fx gennem kommunen, hvis de hæver de indefrosne feriepenge nu. Og svaret er: Nej, det vil ikke påvirke dine ydelser, hvis du vælger at få udbetalt dine feriepenge. Det gælder også hvis du modtager SU eller folkepension.
Loven om udbetaling af indefrosne feriemidler blev vedtaget i Folketinget den 16. marts 2021, for at sætte gang i vores forbrug under coronakrisen. Borgere, der har optjent feriepenge i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, kan søge om at få feriepengene udbetalt frem til 31. maj 2021 via borger.dk Lønmodtagernes Feriemidler (borger.dk)
Feriepengene er hverken indtægt eller formue
De indefrosne feriepenge vil ikke indgå i beregningen af offentlige ydelser, der er afhængig af din indkomst – men de udløser heller ikke et fradrag.
Det gælder både for dig som modtager ydelsen, din ægtefælle, samlever eller andre husstandsmedlemmer. Det gælder til og med år 2023, hvis feriemidlerne endnu ikke er brugt.
Feriepengene skal altså hverken indgå som indtægt eller formue.
Gem brevet om udbetalingen af feriepengene