Idébeskrivelse
Jeg vil gerne stille forslag om at byrådet bevilger en lukket hunde-indhegning centralt i Roskilde by. Optimalt ville det være i Folkeparken tæt på Dronning Margrethes Vej (overfor biblioteket). Alternativt kunne det være et andet sted i Folkeparken, eller i Byparken eller Roskilde Park Ring. Der er mange hunde i Roskilde, og mange glade hundeejere, som vil det bedste for deres hund. Det indebærer fx mental stimulering og socialisering at få en god og velfungerende hund. Når man bor i Roskilde centrum, så går man – som hundeejer – rigtig mange ture på gaderne og i byens parker. Her møder man selvfølgelig andre hunde, men hundene har ikke mulighed for at læse hinanden og lære et godt hundesprog, når de er i snor. Jeg har oprettet en gruppe på Facebook, der hedder Hund i Roskilde. Her har vi med stor succes arrangeret møde i Ringen. Jeg vil tilstå, at nogle af os har ladet vores hunde løbe uden snor fordi det er vigtigt for hundenes socialisering. Vi ved godt, at det ikke er tilladt, men hvad gør man så, når man gerne vil lave en velfungerende hund og ikke har mulighed for at tage langt væk til indhegnede hundeparker? Hvis man ikke har bil og/eller kørekort – om det så er fordi det er besværligt at have bil i Roskilde, eller et frit valg ikke at have bil – så har man dårlige muligheder for at komme til et område, hvor man må have sin hund løs. Hvis man skal tage til en af hundeskovene rundt om Roskilde – uden bil - så er hunden for træt til at lege, når man når frem. Måske især ældre/dårligt gående har heller ikke nemt ved at tage så langt. Jeg mener, at flest ville have glæde af en central placering som Folkeparken tæt på Dronning Margrethes Vej. Det er heller ikke et område, der bliver brugt meget af parkens besøgende. Indhegningen skal være af en sådan højde, at ingen hunde kan springe over, og med en maskestørrelse, så selv små hunde ikke kan krybe igennem. Det ville være ønskeligt, at en hunde-indhegning blev indrettet med nogle bænke/bord-bænkesæt og skraldespande. Hvis man må drømme stort, så kunne en hundeindhegning også rumme mulighed for agility og hundetræning. Opsummering Emne: Lukket hundeindhegning/hundelegeplads. Hvor: Folkeparken – alternativt Byparken eller Ringen. Formål: Velfungerende hunde, der socialiseres ved fri leg med andre hunde. Begrundelse: Der er ingen indhegnede områder for hunde i nærheden af Roskilde by. Ekstra bonus: Mennesker (hundeejere) mødes og ensomhed mindskes.